Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Mobil menu

Vores værdier og pædagogisk grundlag

Børnenes lege 

Vi mener at al læring, udvikling og bevægelse finder sted i samvær med andre. Når børn leger, forlader de for en stund den virkelige verden og ændrer den, efter hvilke behov de individuelt og sammen måtte have brug for. De inddrager begivenheder og erfaringer, således at disse kan blive bearbejdet og forstået.

Legen rummer et utal af læreprocesser og i legen knyttes og udvikles venskaber, som er af stor betydning for børnene. Børnene bliver bevidst om egne evner og begrænsninger og lærer at indgå i sociale sammenhænge med forskellige spilleregler og koder.

Nogle børn har indimellem svært ved at blive en del af legen og føler sig lidt udenfor fællesskabet. Her vil pædagogen guide barnet i legen ved at:

  • den voksne går foran barnet i legen - voksenskabt læring
  • den voksne går ved siden af barnet - voksenstøttet læring
  • den voksne går bagved barnet – leg og spontanitet

 

Læringsmiljøer

Vi skal kunne tilvejebringe læringsmiljøer der understøtter de  spontane lege børn udvikler eller lege som vi som voksne igangsætter. Med øje for at der er forskel på børn, skal vi have et stort lege-repetoire. Men vi mener at med den erfaring og den faglighed vi har i Kildebjerg, så kan vi favne bredt inden fra de kreative, musikalske indslag til sandkasselege der vil gøre ingenører misundelige, over i et kompetent kendskab til naturen og dens muligheder, imens vi ikke er bange for en god fodboldkamp eller gentagne gange tage rutscheturen sammen med børnene. 

Når det så er sagt, så har vi øje for de tider hvor børn har brug for en stille stund og tryghed, om det er imens vi læser en bog sammen, pusler på puslebordet, ligger et puslespil eller kigger ind i bålet sammen. Her kan vi hjælpe barnet med at få sat ord på en undren eller glæde samt samle energi til dagens videre forløb. 

For os er det vigtigt at have øje for det enkelte barn såvel som for hele fællesskabet. Derfor er det en stor værdi for os at have et god forældersamarbejde. Sammen får vi hjulpet hinanden gode til at hjælpe jeres barn godt ind på stuen i en opstart og hen af vejen have gode dialoger om hvordan vi sammen ser jeres barns trivsel i huset. 

 

Det fælles liv

Vi er et stort hus men vi har et fællesskab som binder hele huset sammen. 

Hen over dagen, ugen og året, har vi planlagt aktiviteter, hvor børn og voksne udfolder sig på kryds og tværs eller i samlet flok. Vi har en kultur, der prioriterer at være sammen i både i de små og det store fællesskab.

Det er i fælleskabet, at vuggestuepersonalet får mere kendskab til børnehavebørnene, og vuggestuebørnene oplever børnehavefolket. Det er her det enkelte barn lærer at tage hensyn, vente på tur, forstå og respektere hinanden. Alle skal føle sig værdsat og som en vigtig del af Børnehuset.

Fra dagens begyndelse er vi sammen i fællesrummet. Der er morgenmad, leg og hygge og ved dagens afslutning samles vi igen fællesrummet.

En af de faste fællesaktiviteter i huset er fredagssamlingen. Her mødes vi om formiddagen til sang, musik, teater og gøgl.

Et andet sted hvor store og små mødes, er vores kæmpe legeplads og den omgivende natur. Vuggestuen har sin egen del af legepladsen, hvor de kan tumle og lege på egne præmisser. Men Livet på ” Den store legeplads” med dens udfordringer er dog ikke langt væk – bare lige på den anden side af lågen.

Dokumenter